Angst kommer sjældent ud af det blå

Om kroppens signaler, nervesystemet og det, angsten forsøger at fortælle os.

Jeg tror, de fleste mennesker som har oplevet angst, kender følelsen af at ville slippe af med den hurtigst muligt. men jo mere jeg arbejder med mennesker, som lever med angst, jo mindre ser jeg angsten som problemet.

Jeg husker tydeligt første gang, angsten for alvor slog ned i mig. Det var i 2015 i forbindelse med et stressforløb, eller nok mere præcist i månederne op til. Pludselig sad jeg med voldsom hjertebanken og en oplevelse af, at noget var helt galt. Dengang føltes det, som om det kom ud af ingenting. Som om kroppen fra det ene øjeblik til det andet havde ændret sig. Angsten har nok altid været en følgesvend, men det var her jeg forstod hvad det var og senere kom dødsangsten til også.

I dag ser jeg anderledes på det.

For gennem årene, både gennem mine egne erfaringer og gennem arbejdet med klienter, er jeg blevet mere og mere overbevist om, at angst sjældent kommer ud af det blå. Der er ofte en optakt. Kroppen begynder at sende signaler længe før angsten bliver så tydelig, at vi ikke længere kan ignorere den. Spørgsmålet er, om vi har mulighed for at lytte til de signaler, mens de stadig er små.

Det er måske noget af det mest udfordrende ved angst. Den føles så virkelig. Kroppen reagerer, som om der er fare på færde. Hjertet banker hurtigere. Musklerne spænder. Vejrtrækningen ændrer sig. Nogle oplever svimmelhed, kvalme eller en følelse af at være ved siden af sig selv. Andre oplever snurren i hænder og ansigt eller en følelse af ikke at kunne få luft nok.

Samtidig går tankerne i gang. De forsøger at forstå det, der sker. De forsøger at skabe kontrol. De leder efter forklaringer og løsninger. For mange udvikler det sig til lange kæder af bekymringer og analyser. Hvad hvis der er noget alvorligt galt? Hvad hvis det bliver værre? Hvad hvis jeg mister kontrollen?

Når tankerne tager over

Det giver god mening, at vi reagerer sådan. Mennesker søger mening, og når kroppen reagerer kraftigt, forsøger vi naturligt at forstå hvorfor.
Problemet er, at mere analyse sjældent skaber mere ro.

Tværtimod ser jeg ofte, at mennesker kommer til at bruge enorme mængder energi på at overvåge sig selv. De mærker efter hele tiden. De vurderer deres symptomer. De forsøger at regne ud, hvad der er galt. Opmærksomheden bliver fanget i en cirkel, hvor kroppen bliver mere og mere alarmeret, og hvor tankerne får mere og mere materiale at arbejde med.

Noget af det, jeg igen og igen ser hos mennesker med angst, er en stærk forkerthedsfølelse. En oplevelse af hele tiden at skulle gøre det rigtige, sige det rigtige eller træffe den rigtige beslutning. Mange beskriver en uro indeni, som har været til stede længe før angsten blev tydelig. De har været på overarbejde indeni i årevis. De har båret ansvar, tilpasset sig, præsteret eller forsøgt at holde sammen på tingene. Kroppen har registreret det hele.

Det er også derfor, jeg oplever, at kroppen ofte ved noget før hovedet gør. Når jeg ser tilbage på perioder i mit eget liv, kan jeg i dag se tegnene langt tidligere. Søvnen blev påvirket. Der opstod spændinger. Der kom en oplevelse af uro og pres. På det tidspunkt forsøgte jeg at løse det ved at tænke mig frem til svarene. I dag ville jeg være langt mere nysgerrig på, hvad kroppen forsøgte at fortælle mig.

Set fra et somatisk perspektiv giver det god mening.

Angst er ikke kun en mental oplevelse. Angst er også en kropslig tilstand. Nervesystemet spiller en central rolle, fordi det hele tiden vurderer, om vi er trygge, utrygge eller i fare. Når et menneske gennem længere tid har været belastet af stress, konflikter, livsomvæltninger eller indre pres, kan nervesystemet blive mere følsomt. Kroppen bliver hurtigere mobiliseret, og almindelige kropslige fornemmelser kan opleves som tegn på fare.

Derfor oplever jeg heller ikke, at vejen gennem angst alene handler om indsigt. Forståelse kan være hjælpsomt, men kroppen skal også have lov til at være med. Det er her, det somatiske arbejde kommer ind.

Den Somatiske Vej

Når jeg arbejder med angst gennem Felt Sense Flow®, og kropsterapi, er fokus sjældent på at få angsten til at forsvinde. Fokus er i højere grad på at skabe kontakt. Kontakt til kroppen. Kontakt til omgivelserne. Kontakt til det, der faktisk sker lige nu.

Mange mennesker med angst lever meget oppe i hovedet. Det er forståeligt, for tankerne forsøger at beskytte os. Men når opmærksomheden udelukkende er rettet mod tanker, bekymringer og forestillinger om fremtiden, mister vi ofte kontakten til det øjeblik, vi befinder os i.

Her kan noget så enkelt som orientering gøre en forskel. At registrere rummet omkring sig. At lægge mærke til lydene. At mærke fødderne mod gulvet. At se træerne udenfor vinduet bevæge sig i vinden. At mærke stolen, man sidder på. Disse små handlinger virker måske enkle, men de hjælper nervesystemet med at modtage information om, at dette øjeblik er her nu.

Bevægelse er en vigtig del af processen. Angst er forbundet med energi og mobilisering i kroppen. Når kroppen får mulighed for at bevæge sig, ændrer oplevelsen sig ofte og det behøver ikke være kompliceret. Det kan være en gåtur, et stræk, nogle rolige bevægelser eller blot det at rejse sig op og mærke kroppen.

Åndedrættet spiller ligeledes en central rolle. og også her er det vigtigt at det ikke bliver endnu en opgave, der skal løses perfekt, men en mulighed for at skabe kontakt til kroppen og til nuet.

Efter mange år med både egne erfaringer og arbejdet med mennesker, som lever med angst, er jeg blevet mindre optaget af at bekæmpe den. Jeg er blevet mere optaget af at forstå, hvad den forsøger at fortælle.

For ofte oplever jeg, at angsten peger på noget, der har brug for opmærksomhed. Noget der har været båret alene for længe. Noget der kalder på mere kontakt, mere nærvær og mere omsorg.

Måske er det netop dér, vi skal begynde.